BMI – En dybdegående guide

BMI, der står for Body Mass Index, er en af de mest udbredte metoder til at vurdere en persons kropsvægt i forhold til højden. Metoden er enkel, hurtig og fungerer som et let forståeligt redskab for både sundhedsprofessionelle og privatpersoner. Ikke desto mindre er BMI ikke uden sine begrænsninger, og der findes flere alternativer, der kan give et mere nuanceret billede af kropssammensætningen. I denne artikel dykker vi ned i, hvad BMI er, hvordan det beregnes, hvad fordelene og ulemperne er, samt hvilke metoder man i stedet kan bruge, hvis man ønsker et dybere indblik i sin sundhedstilstand.

Hvad er BMI?

Body Mass Index (BMI) er en enkel formel, der forbinder en persons vægt med vedkommendes højde for at give en overordnet indikation af, om man vejer “for meget”, “for lidt” eller “passende” i forhold til sin højde.

$$\text{BMI} = \frac{\text{vægt (kg)}}{(\text{højde (m)})^2}$$

BMI=(højde (m))2vægt (kg)​

Eksempel: En person, der vejer 70 kg og er 1,75 meter høj, beregner sit BMI således:

$$\text{BMI} = \frac{70}{1,75^2} \approx 22,86$$

BMI=1,75270​≈22,86

Denne værdi sammenligner man derefter med typiske BMI-kategorier, som ofte ser sådan ud:

• Under 18,5: Undervægt
• 18,5 – 24,9: Normalvægt
• 25 – 29,9: Overvægt
• 30 – 34,9: Fedme (grad 1)
• 35 – 39,9: Fedme (grad 2)
• Over 40: Svær fedme (grad 3)

Disse grænser er blevet allment anerkendt af bl.a. WHO, men de kan variere en smule, afhængigt af hvilken kilde man konsulterer.

Fordele ved at bruge BMI

1. Hurtig og simpel beregning
   Det kræver blot en vægt og et målebånd (eller kendskab til ens højde) at beregne en BMI-værdi. Formel og beregning er nem at udføre for alle, uanset teknisk baggrund.

2. God til større befolkningsgrupper
   På et statistisk plan er BMI et udmærket værktøj til at vurdere overordnede tendenser inden for over- eller undervægt i en befolkningsgruppe. Det er især nyttigt for sundhedsmyndigheder og forskere.

3. Billigt og ikke-invasivt
   Du behøver ikke dyrt udstyr eller invasive tests for at få et overordnet indtryk af kropsvægten i forhold til højden. Det gør metoden tilgængelig for langt de fleste.

Ulemper og begrænsninger ved BMI

1. Tager ikke højde for kropskomposition
   Én af de største udfordringer ved BMI er, at tallene ikke viser, hvor meget af kropsvægten der stammer fra muskler, fedt eller knogler. En bodybuilder kan have et “overvægtigt” eller endda “fedt”-kategoriseret BMI, selvom vedkommende har meget lav fedtprocent og høj muskelmasse.

2. Alder og køn
   BMI skelner ikke mellem mænd og kvinder, og det tager heller ikke højde for aldersrelaterede forskelle. Ældre personer kan have samme BMI som yngre, men markant forskellige helbredstilstande på grund af muskel- og fedtfordeling, knogletæthed osv.

3. Individuelle forskelle
   Genetik, kropsform og etnicitet kan have stor betydning for, hvordan vægt fordeles på kroppen. BMI er en “one-size-fits-all”-model, der ikke fanger disse individuelle variationer.

4. Ingen information om fedtens placering
   Hvor på kroppen fedtet sidder, kan have stor sundhedsmæssig betydning. Mavefedme (visceralt fedt) er fx mere forbundet med hjerte-kar-sygdomme, mens fedt på hofter og lår anses for mindre risikofyldt. BMI kan ikke svare på, hvordan fedtet er fordelt.

Alternativer til BMI

Hvis du ønsker et mere nuanceret billede af din kropssammensætning og sundhedstilstand, findes der en række alternativer eller supplerende metoder til BMI:

1. Talje-hofte-ratio (WHR)
   Her måler du omkredsen af din talje (lige over navlen) og din hofte (det bredeste punkt), hvorefter du dividerer taljemålet med hoftemålet. Et højere talje-hofte-forhold kan indikere en større mængde visceralt fedt og dermed højere risiko for livsstilssygdomme.

   
   $$\text{WHR} = \frac{\text{taljeomkreds}}{\text{hofteomkreds}}$$

   WHR=hofteomkredstaljeomkreds​

2. Taljemål (waist circumference)
   Et simpelt taljemål kan give en bedre indikation af, hvor meget fedt der er ophobet på maven. For eksempel anses en taljeomkreds over 88 cm for kvinder og 102 cm for mænd ofte for at være forbundet med en øget sundhedsrisiko.

3. Kropsfedtmåling (Body Fat Percentage)
   Ved hjælp af fx en fedttang (kaldet en “caliper”), DEXA-scan eller bioelektrisk impedansmåling (BIA) kan du få indsigt i, hvor stor en del af kroppens vægt, der er fedtvæv. Dette er langt mere præcist i forhold til at vurdere reel fedme end BMI.

4. DEXA-scanning (Dual-Energy X-ray Absorptiometry)
   Denne avancerede røntgenbaserede metode kan kortlægge, hvordan kroppens vægt fordeler sig på fedt, muskler og knogler, og er derfor anset for en af de mest præcise måder at måle kropssammensætning på. Dog er det dyrere og mindre tilgængeligt end en simpel BMI-beregning.

5. Bioelektrisk impedansanalyse (BIA)
   BIA-apparater sender en svag strøm gennem kroppen og måler modstanden. Basalt set har fedtvæv og muskler forskellig ledningsevne, hvilket giver en indikation af, hvor stor procentdel af kroppen der består af fedt. Metoden er relativt billig og nem at udføre, men nøjagtigheden kan variere meget afhængigt af hydrering, tidspunkt på dagen m.m.

Hvornår skal man overveje at bruge alternativer?

• Aktive personer eller atleter: Har man høj muskelmasse, vil BMI sandsynligvis vise et billede, der ikke stemmer overens med ens reelle fedtmasse.
• Specifik sundhedsvurdering: Hvis man vil vurdere risikoen for fx hjertekarsygdomme, kan taljemål eller talje-hofte-ratio være mere sigende end BMI alene.
• Ældre mennesker: Muskeltab (sarkopeni) og ændringer i kropssammensætning gør, at BMI kan undervurdere sundhedsrisici eller reelle vægtproblemer.
• Børn: Børn udvikler sig i forskellige tempi. Her bruger man oftest vækstkurver og BMI-kurver specielt tilpasset aldersgruppen frem for voksendefinitioner.

Hvordan bruger man bedst BMI?

1. Se BMI som en startindikator
   BMI kan være fin som en første hurtig screening af, om man ligger i en kategori, hvor det kunne være en god idé at overveje livsstilsjusteringer.

2. Sammenhold med andre målinger
   Taljeomkreds, talje-hofte-ratio, body composition-tests (kropsfedtmåling) eller fx en DEXA-scanning kan give et betydeligt bedre billede af ens sundhedstilstand.

3. Fokus på langsigtet udvikling
   Hvis BMI stiger kontinuerligt år for år, kan det indikere, at man gradvist tager på i vægt. Hvis BMI på den anden side falder, kan det indikere vægttab (uanset om dette så er fedttab eller muskelmasse). Det er selve udviklingen, der kan være relevant, ikke nødvendigvis den præcise kategori i et enkelt øjeblik.

4. Opsøg professionel rådgivning
   Er man i tvivl, eller ønsker man at lave større ændringer i vægt og krop, er det altid en god idé at konsultere en læge eller en klinisk diætist. De kan hjælpe med at vurdere, om BMI er et passende redskab i netop din situation, og om du bør supplere med andre målinger.

Afsluttende bemærkninger

BMI har i mange år været et fast værktøj i både private og professionelle sundhedsvurderinger. Metoden er let, billig og giver en hurtig generel pejling af, om man befinder sig inden for et “normalvægtigt” område eller ej. Dog er det vigtigt at huske på, at BMI er et grovmasket redskab, der ikke tager højde for muskelmasse, knogletæthed, fordeling af fedt på kroppen eller særlige personlige faktorer. For mange mennesker kan supplerende målinger som taljemål, kropsfedtmåling eller DEXA-scan derfor være nødvendig for at få et mere dybdegående og retvisende billede af sundhedstilstanden.

Konklusionen er, at BMI sagtens kan bruges som første pejling på, om man måske bør justere på kost, motion eller livsstil. Men skal du have præcis viden om, hvorvidt din vægt er sund, hvor fedtet er placeret, og hvor meget muskelmasse du har, bør du kigge nærmere på de mere detaljerede målinger. Hvis du er i tvivl, så rådfør dig med en sundhedsprofessionel, som kan vejlede dig i, hvilken metode der er bedst for netop dig.